Danske ICEAGE live på Fermaten i 2019. Foto: Jacob Zaulich
En skæv kønsbalancen er en generel tendens i musikbranchen. Nye tal fra musikrettighedsorganisationen Koda viser, at kvinder fylder under en fjerdedel af branchen, og at de har en markant mindre indtjening end mænd.
Af Amalie Krammager, Camilla Fast og Jacob Zaulich
Hvis du skal nævne store kvindelige danske musikere, er Medina og Anne Linnet måske de første navne, der popper op i dit hoved. Selvom Medina for tiden er en af de mest afspillede danske musikere på Spotify med over 1,2 millioner månedlige lyttere, står kvinderne fortsat i skyggen af musikbranchens mænd.
Anderledes ser det ud blandt eleverne på de danske musikskoler. Her fylder kvinderne hele 60 procent. Dog falder antallet af kvinder i musikken til 38 procent, når man opgør de studerende på de danske musikkonservatorier. Denne fordeling afspejles langt fra ude i branchen. Tal fra Koda viser nemlig, at en femtedel af deres medlemmer er kvinder.
Udbetalinger afspejler tendens i branchen
At kvinderne fylder mindre i musikbranchen, afspejles også i Kodas Top 100 over udbetalinger. Udbetalingerne dækker over værker fremført både på TV, radio, streaming og livescenerne.
Ser man på udbetalinger var der i 2022 otte kvinder og 121 mænd, der modtog over over 400.000 kroner hver. Sammenlagt modtog kvinderne 5,7 millioner kroner, imens mændene samlet set modtog 118,7 millioner kroner.
Få kvinder på toppen
Seneste tal fra 2022 viser, at ti kvinder er repræsenteret i Kodas Top 100 over koncertudbetalinger, hvoraf de resterende 90 er mænd. Selvom der har været et øget fokus på lighed på livescenerne de seneste år, er det fortsat mændene, der ligger i toppen.
Ser man på Top 10 over artister med den højeste koncertudbetaling i 2022, er det udelukkende mænd, der er repræsenteret. Det samme gør sig gældende for udbetalinger for radio, TV og streaming.
Også når det kommer til rettighederne til musikken vægter mændene overvejende tungt. Her er det ni procent af værker registeret i 2022, hvor det udelukkende er kvinder, der står bag musikken. Til sammenlign er 83 procent af værker registreret i 2022 udelukkende lavet af mænd. De resterende otte procent afspejler værker, der er skabt i samarbejde mellem mænd og kvinder.